Aureus

Jeg har haft lidt en åbenbaring idag, jeg har nemlig været til møde i a-kassen.

Efter at have hørt en hel masse skræk historier ville jeg lyve hvis jeg sagde at jeg ikke frygtede det en lille smule, for de her a-kasse væsener lød som djævle-kloner der hele tiden truede med at smække kassen i. Det var de slet ikke, de var egentlig meget rare, problemet var alle de andre ledige, eller mere specifikt deres iver efter at fortælle noget om dem selv under introduktionsrunden.

Jeg ved ikke om det er en eller anden form for kultur/generations kløft, om det i virkeligheden er mig der er svært introvert, men i min begrebsverden er der noget der hedder Too Much Information. Og hvad er det så, kan jeg høre jer tænke. I min verden er det når man bliver bedt om at introducere sig selv, og ikke stopper efter “Hej, Jeg hedder Kira og jeg er lige blevet færdig som bla bla bla”. Jeg har naturligvis eksempler, fra den virkelige verden:

• Jeg havde et 21,3% lån på mit hus i 80′erne (Nå. Okay.)
• Jeg forstår ikke hvorfor jeg blev fyret. (Jeg ved det heller ikke)
• Jeg kom op og skændes med min chef, han var en nar. (Ja, det var han vel)
• Jeg troede jeg var fredet indtil jeg fik min pension. (Det er faktisk ikke “din” pension før du har fået tilkendt den)
• Jeg vil gerne i Legoland. (Ja, det vil jeg da også gerne, men de åbner først om nogle måneder)
• Min kæreste vil gerne være sosu-hjælper. (Okay.
• Jeg kørte med en tipvogn dengang jeg kørte lastbil. Mest grus. (åh hvis jeg bare havde en tipvogn med grus lige nu…)

For the love of god, så hold dog kæft så vi kan blive færdige! Det kan da godt være at i lever i en form for opmærksomhedsvakuum, men behøver det at gå ud over mig? Jeg har virkelig ikke behov for at lægge øre til 20×10 minutters monolog om hvor hårdt livet er, hvor meget i godt kunne tænke jer en Bed & Breakfast, hvor misforstået i føler jer og hvad i ellers har lyst til at belemre os alle sammen med. Så lad dog være! Stick to the basics, navn og nummer - TAK!

Networking er et af de helt store buzzwords lige nu, du kan praktisk talt ikke få et job, en kæreste, en lejlighed eller noget der bare ligner et godt liv, hvis du ikke har det rigtige netværk. Derfor er det nok også naturligt nok at folk (op)dyrker deres netværk og bruger dem flittigt. Jeg er bare bange for at der er noget min egocentriske generation har glemt, den gamle parole - “Noget for Noget”.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet opsøgt af folk som jeg ellers ikke har kontakt med, som godt lige kunne bruge en tjeneste, og jeg synes ærligt talt det er lidt flabet. Hvis man ikke snakker sammen når man mødes på gaden, hvis man aldrig mødes privat eller bare i det mindste skriver til hinandens fødselsdag på facebook (det nye julekort), så synes jeg faktisk ikke at man er berettiget til at bede om noget som helst. Så hvis i læser med her, vil jeg lige for en gang skyld slå fast:

• Nej, jeg gider ikke at sende dig mine noter/opgaver/artikler.
• Nej, du må ikke købe/låne mine bøger.
• Nej, jeg gider ikke hjælpe med at finde din stjålne cykel.
• Nej, jeg gider ikke være med i dit linkedin netværk.

Jeg er ellers temmelig generøs med min tid og gavmild med min viden, og jeg har en idé om at hvis man kan hjælpe nogen uden at det koster for meget energi, skal man gøre det. Men nu, i en alder af 27, er jeg blevet disillusioneret. Jeg føler mig simpelthen network-raped.  Fra nu af vil jeg kun bruge min tid og energi på dem jeg holder af, og som jeg ved jeg selv kan regne med. Ego-networkere, fuck af.

Det er en rigtig fin idé at give alle pengene til de fattige, så de selv kan bestemme over dem. Det er virkelig prisværdigt. Det ville bare være endnu mere konstruktivt hvis vi forinden havde givet dem en uddannelse, så de havde noget at bruge pengene til, som rent faktisk gavnede de næste generationer.

Hvis du tror at den embedsmand som pludselig får så mange penge mellem hænderne har tænkt sig at bygge skoler og vandpumper for dem alle sammen, så er du rørende naiv. Det er selvfølgelig også en slags kvalitet, i dagens kyniske verden, men ikke desto mindre en kvalitet jeg nødigt ser en distributør af ulandsbistanden besidde.

Tag min skattekroner, køb en flybillet til Afrika (syd for Sahara), bliv der et par måneder og kom tilbage med en ny plan. En plan som ikke er en hån mod alle dem der sulter, dem der ikke kan læse og dem der går 10 kilometer efter vand. For Darling - med den her kommer de ikke til at se en krone.

I weekenden weekenden var jeg til noget familie-ting hvor følgende samtale udspillede sig, da jeg havde hjulpet min lille fætter med at folde sin vådserviet ud:

6-årig: Det er SMART!

Mig: Det er fordi jeg er et geni, skat.

6-årig: ER du???

Mig: Ja.

6-årig: Ved du så hvordan man laver Lego klodser?

….

Game - set and match…

Jeg kan se på urbanblog at valget virkelig er noget som kan få bloggerne til tasterne… Personligt er jeg ret træt af valget allerede… Jeg har sat min stemme til salg på twitter, til dem som vil give mig mest chokolade… Og så er jeg i øvrigt gået igang med min egen personlige version af valg-flæsk, confiteret flæsk, som pt. står og syder i sit eget fedt i ovnen… WIN!

De fleste der kender mig vil vide, at det ikke er særlig tit jeg beder om noget.

Alligevel vil jeg gerne bede dig om en tjeneste.

Vil du ikke nok være sød at sende nogle penge til hungersnøden i Afrika?

Det behøver ikke at være særlig meget, jeg er selv studerende, jeg forstår godt at man nogle gange ikke har særlig meget at dele ud af. Men måske kan du drikke øl, i stedet for cultshakere i den her weekend. Måske kan du nøjes med pizza, i stedet for sushi. Måske er det okay med en top fra H&M, selvom du allerhelst vil have den fra Bruuns. Måske kan du cykle, i stedet for at bruge en 20′er på bussen. Jeg ved det ikke, for jeg kender dig ikke så godt, men alligevel vil jeg tillade mig at spørge. Kan du undvære nogle penge til mad?

Der er over 10 millioner mennesker der står med den ene fod i graven. Det virker lidt abstrakt, jeg ved det godt. Men som sammenligning kan jeg fortælle, at det var ca. lige så mange mennesker som døde under holocaust. Hvis vi ignorerer det her, ville det være det samme som at ignorere en ny holocaust. Det kommer ikke til at se så godt ud i historiebøgerne. Hvis det overhovedet er vigtigt nok til at komme med.

Det er egentlig ret simpelt. Vi har 2 valgmuligheder. Vi kan vende det blinde øje til, lade dem dø af sult, lade problemet løse sig selv. Eller vi kan sende dem nogen penge, redde dem og hjælpe dem til en dag at kunne klare sig selv.

Valget er vores.

Jeg elsker at skrive speciale. Jeg elsker det så meget, at jeg er lidt ulykkelig ved tanken om at det snart er slut. For hvad skal jeg så? Hvor kan jeg få lov til at lave noget, der bare er halvt så spændende?

Jeg skriver om mit yndlingsemne, i mit yndlingsfag.

Jeg har fået lov til at interviewe fantastiske kvinder, som har fortalt mig fantastiske ting.

Jeg har verdens bedste og mest tålmodige vejleder.

Derfor laver jeg overspringshandlinger. Ikke fordi jeg ikke vil skrive, men fordi jeg ikke vil skrive færdigt. Jeg er pigen der glemmer sine smykker hos sit one-night stand, for at have en undskyldning for at komme tilbage, igen og igen.

De kommer til at vriste den opgave ud af hænderne på mig, den 2. september. Det bliver som at bortadoptere et barn, og forsvaret bliver retssagen hvor jeg endegyldigt taber forældremyndigheden…

(Ung, lettere desperat mandestemme): “Hvad har jeg nu sagt forkert? Jeg spurgte jo bare om den ikke strammede???

Efterfulgt af stilhed - den slags kun kvinder kan få til at larme…

Hahahhahah…. Hell hath no fury…

Hold nu kæft det er dyrt at skrive speciale…

Én ting er alle de bøger jeg har amazon’et til formålet, fordi jeg ikke har tålmodighed til det der “bibliotekskoncept”(nå, ja ja, og så de bøger der lige røg med i kurven, når man alligevel skulle betale fragt…), men noget helt andet, og meget værre, er alt det jeg køber som overspringshandlinger og trøst. Indtil videre, i den her uge, tæller det 4 cd’er, for $100 Agent Provocateur undertøj og en krukke fra Royal Copenhagen… Igår besindede jeg mig da jeg havde fyldt (endnu) en amazon kurv, og jeg besluttede mig for at vente lidt med at “gå mod kassen”(Damn you, one click shop!).

Jeg har besluttet mig for at bruge min købetrang imod mig. Fra nu af vil jeg BELØNNE mig selv med ting, frem for at trøste mig selv med dem… Hvad siger i så? SNEDIGT, det er hvad det er! Jeg er muligvis genial…(hvilket jeg håber jeg får overført til det der speciale…).

Jeg tænker på Libyen. Jeg ved ikke særlig meget om udenrigspolitik, jeg ved virkelig ikke særlig meget om konsekvenser, men jeg ved en del om mennesker, og vi kan ikke være bekendt at vende ryggen til alle dem, som Gadaffi har tænkt sig at “hive ud af deres skabe”, som han så poetisk udtrykker sig, i nat.

Jeg kan slet ikke rumme alle de børn, som bliver traumatiseret i nat. De børn der, hvis de selv overlever, kommer til at leve med minderne om den nat deres fædre, onkler og brødre blev skudt, måske endda for øjnene af dem. Jeg er ikke meget mere end kultur-religiøs, men i dag vil jeg gerne have lov til at bede Gud om hjælp, hjælp til at hjælpe Libyen.

Jeg er ligeglad med FN mandater, NATO, sikkerhedsråd, den arabiske liga, dem alle fucking sammen, BARE GØR NOGET. Hele verden holder vejret, og måske kommer vi til at holde det for længe, ligesom i Rwanda. Vi sidder alle sammen og venter.

Men den her gang er det altså okay at være den der kaster den første sten…